Foreningen har i 2019 fået udarbejdet et energimærke for Østbanehus fra firmaet EKJ. Bygningens energimærke er beregnet til C. Det sidste energimærke var fra 2010 og var D. Når resten af loftet er blevet taget i brug, ændres bygningens energimærke måske.
Foreningen har i 2018 fået udarbejdet en tilstandsrapport for Østbanehus og fået lagt en vedligeholdelsesplan/ et -budget fra 2019-2039. Den er også blevet udarbejdet af firmaet EKJ og giver anbefalinger og retningslinjer for vedligehold. Der foregår hele tiden mindre vedligeholdelsesarbejder, men skal der iværksættes større projekter, skal generalforsamlingen tage stilling til det. På generalforsamlingen 2018 blev der stemt for en ny port, og i 2019 blev der stemt for istandsættelse af en prøveopgang. I 2020 blev det vedtaget at renovere alle trappeopgange. Der er opsat ny port og renovering af opgangene er i fuld gang.
På generalforsamling 21 april 2022 blev det vedtaget, at udskifte vinduer, altandøre og renovere facaden. Det gælder for både gade og gårdside.
Der er et opdatereret økonomiark udarbejdet af Michael Øster fra Topdahl Aps
Der er mulighed for at låne foreningens beboerværksted i kælderen ved siden af vaskeriet. Der hænger et skilt ved indgangen. Reservering skal ske ved sms på 20593971 (Birgitte) eller 61100185 (Tilde) tirsdage & torsdage kl. 12-16. Vi vender tilbage hvis det er muligt, aftaler tid og nøgleudlevering. Oplys navn og adresse. Man låner værkstedet for 2 dage, derefter leveres nøglen tilbage i den pågældendes postkasse. Der er en del værktøj i værkstedet, som man er velkommen til at låne.
Det er også muligt at låne specielt værktøj, det skal der kvitteres for. Spørg specifikt efter dette.
Reservering skal ske efter ovenstående princip.
Man kan også reparere cykler dernede, der er et ophæng til cykler. Udenfor, op ad trappen, hænger en cykelpumpe. Hvis man trykker på den sorte knap på væggen, får man godt tryk på pumpen. Vis hensyn, hvis det er meget tidligt eller sent, for kompressoren larmer. I det hele taget skal der vises hensyn og man kan ikke overskride de tidspunkter og støjgrænser, der gælder for støj på byggepladser, altså de det står inde på Københavns kommunes hjemmeside.
Værkstedet skal afleveres i pæn stand.
Foreningen har et beboerlokale under Middelfartgade 12 & 14. Der er indgang fra gården og der hænger et skilt: “Beboerlokale”. Foreningsarrangementer vil ofte foregå i dette lokale.
REGLER FOR LÅN AF BEBOERLOKALE
Ved henvendelse til bestyrelsen på bestyrelsen@ostbanehus.dk kan man låne lokalet til mindre arrangementer fra kl. 08:00 til kl. 22:00. Nøglen kan ved aftale udleveres dagen før brug.
Der er plads til ca. 25 mennesker omkring tre borde. Der er køleskab, kogeplader, en lille ovn, opvaskemaskine pg service til ca. 25 mennesker, men man skal selv sørge for håndklæder, viskestykker og karklude.
Hvis man vil bruge toilettet i gården under Middelfartgade 16 med indgang fra gården, skal man selv tjekke om der er toiletpapir og om brættet er rent.
Det påhviler den, der låner lokalet at tømme opvaskemaskine og køleskab, at tømme affaldsposer og gøre rent efter sig, dvs. tørre borde af, feje gulv og evt. vaske gulvet. Tomme flasker og emballage skal bortskaffes.
Nøglen skal afleveres dagen efter brug senest kl. 14:00. Detaljer vedrørende det præcise afleveringstidspunkt aftales ved nøgleudlevering.
Inden arrangementet skal der hænges fortrykte sedler op af hensyn til naboerne. De ligger i øverste kommodeskuffe bag døren og skal udfyldes med tidspunkt for arrangementet. Sedlerne skal hænges i Middelfartgade 12 & 14. Vær opmærksom på at der ikke må spilles musik, og man skal være ude senest kl. 22.00.
Det er ikke tilladt at ryge i lokalet. Længerevarende ophold, støj og rygning på trappen udenfor lokalet er heller ikke tilladt.
I øvrigt er de der låner lokalet, andelshavere og gæster, forpligtet til at udvise sund fornuft og hensyn i forhold til naboer.
Udover ovennævnte indskærpelser gælder foreningens normale husorden.
Taget blev udskiftet i 2014. Samtidig blev 6. sal klargjort til knopskydning, dvs. tilkøb af loftareal over sin lejlighed, for interesserede 5.salsbeboere.
Ud over cykel- og barnevognskældre, vaskeri og tørrerum, beboerlokale, to varmekældre, viceværtkontor, beboerværksted, har vi flyttet alle opbevaringsrum fra loftet ned i kælderen, i forbindelse med udskiftning af taget. Rummene er bygget af trådnet og der står lejlighedsnummer over lågen. Man skal selv sørge for en hængelås, hvis man vil opbevare ejendele.
Vi har cykelkældre følgende steder: Under Holstebrogade 12, under Ringkøbinggade 9 og under Ringkøbinggade 15. I sidstnævnte er der også parkering for barnevogne. Af hensyn til brandsikkerhed, må der ikke stilles cykler og barnevogne i opgangene. Der er indgang fra gården og der hænger skilte over. Der er en sliske i midten til barnevogne i R 15.
Ladcykler skal parkeres i den del af gården, hvor der også er sat skilte op til ladcykler.
Hvis en cykel er udtjent, så skaf dig venligst af med den. Indimellem rydder vi op i alle cykler der er parkeret i gården, i cykelkældre og rundt om bygningen. Der bliver sat opslag op og sat mærkater på alle cykler, for der står mange cykler, der aldrig bruges.
Foreningen fik renoveret gården i 2009 og alle beboere er naturligvis velkomne til at benytte den! Der er toilet under Middelfartgade 16, med nedgang fra gården. Toilettet gøres rent en gang om ugen og er til fælles afbenyttelse. Foreningen råder over et antal haveborde og havestole og bænke, samt en stor grill. Der er intet reservationssystem, så der henstilles til at tage hensyn til hinanden. Alle havemøblerne stilles ned i kælderen i vinterhalvåret. For at forlænge møblernes levetid, sørger bestyrelsen for at arrangere vedligeholdelse og pleje, som regel i arbejdsweekenden. Vi har en gynge og en sandkasse, som skal have frisk sand en gang om året. Der er en cykel- og bilparkering for børn og et barnevognsskur. Der er også et område ind til vaskekælderen til legetøj. Der er en sti rundt i hele gården, en brandvej, men den fungerer også godt som en cykel- og gokartbane for børn. Det er ikke tilladt at parkere motoriserede køretøjer i gården.
Det er viceværten, der har det overordnede ansvar for gårdens ve og vel, men har nogen lyst til at tage del i at fjerne ukrudt og skære/klippe nogle af planterne, er man mere end velkommen.
Man skal tage størst muligt hensyn til andre beboere og det er derfor ikke tilladt at spille musik eller støje, så det kan virke generende på andre, når man opholder sig på fællesarealer. Se Husorden.
Foreningen har et fælles vaskeri for alle beboere i kælderen under Ringkøbinggade 11. Her kommer man til gennem gården, lige overfor porten.
Det er netop blevet renoveret og blevet til et parfumefrit betalingsvaskeri.
Der 2 tørretumblere og en tørrekælder i umiddelbar forbindelse med vaskeriet. Drift af vaskeriet står NorTec for.
Man opretter sig som bruger og downloader app´en “e-vaskeri”, hvor man kan reservere vaskemaskiner og følge med i status på maskinerne. Man får en grøn brik, som man bruger nede på displayet i vaskekælderen.
Der er automatisk dosering af svanemærket sæbe, naturligvis uden parfume.
Der er 2 x 9 kg. á 16 kr. og 3 x 7 kg. vaskemaskiner á 14 kr. Priserne er inkl. sæbe.
Tørretumblerne koster 20 kr. for en time, men man bestiller 30 min ad gangen, som også kan reguleres op eller ned på displayet.
Betaling foregår over boligafgiften via Boligexperten, man kan til hver en tid gå ind og se sin konto og se, hvornår og for hvor maget, man har vasket for.N
Nye-vaskeregler-pr.-11-januar-2024Der har dog været demonstration af vaskeriet d. 27/11 kl. 11 og kl. 17.
Det er ikke tilladt at farve tøj i maskinerne. Vaskeriet kan anvendes mellem kl. 7.00-22.0
Hver lejlighed har selvfølgelig sin egen nøgle, som er andelshaveres eget ansvar.
Hver lejlighed har fået to nøgler udleveret til postkassen nede ved gadedøren. Nøglerne og ændring af navne på postkassen er kvitteret for. Mister man nøglerne, skal man henvende sig til viceværten. For ny lås og to nøgler, pris ca. 1000 kr. plus moms.
Hver lejlighed har også sin egen brik til vaskekælderen, til at sætte vaske osv i gang med. Det er en såkaldt grøn c-key. Hvis man mister denne, må man henvende sig til viceværten.
Der er en fællesnøgle, der giver adgang til alle gadedøre, alle køkkentrapper, de fleste kældernedgange og cykelkældre, samt til fællesvaskeriet og til hængelåsen, i skuret midt i gården, hvor der står ”Farligt affald”. Ekstranøgler kan bestilles hos viceværten.
Porten åbnes med brik. Der udleveres gratis det antal brikker, der svarer til antal værelser i ens lejlighed. Ud over det antal, kan man bestille ekstra hos viceværten og der opkræves betaling over boligafgiften, 100 kr. pr. stk. Husk at aflevere dine nøgler og brikker ved overdragelse af din lejlighed.
Hjemmeside og hosting håndteret af Boligforeningsweb fra